Søborg Gruppe

Søborg Gruppe

– De lokale spejdere i Søborg

Bliv spejder

Velkommen til! Vi er altid glade for nye spejdere. Vi tilbyder derfor, at barnet kan få lov til at prøve spejder af et par gange, inden man behøver at indmelde sig. Til gengæld vil vi være glade for besked inden spejdermødet. På hver enheds side kan man se, hvem man skal skrive til.

Indmeldelse

Når en ny spejder har været med til spejdermøderne 2-3 gange, og man har lyst til at fortsætte, er det på tide at blive meldt ind. Dette sker nemmest ved at bruge nedenstående link. Det er meget vigtigt, at alle spejdere bliver indmeldt med en udfyldt blanket, da gruppen skal kunne fremsende dem til Korpset ved eventuel revision. På blanketten skal man udfylde spejderens oplysninger (herunder e-mail og mobiltelefon) og forældrenes oplysninger (herunder deres e-mail og mobiltelefon). Husk at give nye oplysninger til lederne, hvis de ændrer sig, så korpsets medlemssystem kan blive ajourført.

Indmeldelsesblanket

Benyt indlemdelsesblanketten her

Kontingent

Det koster kr. 450,- halvårligt at være medlem af Søborg Gruppe, uanset om man har møde hver uge, eller kun hver anden uge (som bæverne). Der tilbydes ikke søskenderabat. En stor del af kontingentet betaler gruppen videre til korpset, og det er derfor vigtigt, at man sørger for at melde sit barn ud i god tid, hvis barnet ikke ønsker at fortsætte til spejder. Ellers kommer gruppen til at betale korpskontingent uden at få pengene igen. Ledere betaler også kontingent i gruppen; men de kan nøjes med kr. 75 om året.

Kontingentopkrævninger udsendes af gruppens kasserer til den e-mailadresse, der blev angivet, da spejderen blev meldt ind. Sørg derfor for at fortælle gruppen, hvis e-mailadressen ikke længere skal bruges. Spørgsmål om kontingent kan stiles til gruppens kasserer på kasserer@soborgspejd.dk.

Særlige behov

Hvis en ny spejder har særlige behov, er det vigtigt, at du som forælder sørger for, at lederne i spejdernes enhed får besked om behovene. Det kan fx være allergier, fysiske hensyn eller diagnoser, som lederne skal vide, hvordan de håndterer. Selvom lederne oftest har stor erfaring med mange forskellige børn, er det ikke sikkert, at de ved lige præces, hvordan de bedst omgås dit barn.

Når spejderen rykker op fra en enhed til en anden, eller hvis spejderen af andre årsager får nye ledere, vil vi i gruppen forsøge at give de nye ledere besked om de behov spejderne har. For at give spejderne de bedst mulige forhold, må du som forælder gerne sørge for, at de nye ledere også får de informationer, de har brug for.

Udmeldelse

Hvis det skulle ske, at en spejder bliver træt af at være det, og skal meldes ud af gruppen, skal det meddeles lederne skriftligt. Det er ikke nok bare at blive væk eller at sige til spejderkammeraterne, at man ikke kommer mere. Hvert kvartal betaler gruppen kontingent til korpset for de spejdere, der er indmeldt i gruppen. Da dette kontingent er ca. halvdelen af det beløb spejderne betaler i kontingent til gruppen, er det meget vigtigt, at udmeldelse sker så hurtigt som muligt, efter at beslutningen er taget. I Kælderen er der nogle udmeldelsesark, som meget gerne må udfyldes ved udmeldelse, og ellers kan udmeldelse ske ved at give lederne en seddel, eller ved at sende en e-mail til gruppens medlemsansvarlige (medlem@soborgspejd.dk).